To vidner leverede mandag aften en røver på et fad for politiet. Klokken 19.43 holdt de i deres bil udenfor en dagligvareforretning på Ribevej i Hvidding. Her så de en mand sidde i en anden bil. Den unge mand virkede meget nervøs og gik på et tidspunkt ind i forretningen. Kort tid efter kom han løbende ud igen og kørte af sted.

Det ene vidne, en 39-årig kvinde fra Esbjerg, løb ind i forretningen for at se, hvad der var sket, mens det andet vidne, en 35-årig mand – også fra Esbjerg – startede sin bil og kørte efter røveren.

Han tabte dog bilen af syne ved Øster Vedstedvej. Beskrivelsen af den var dog så god, at en patruljevogn kort tid fandt og stoppede bilen.

Det viste sig at være en 21-årig mand fra Fredericia-området. Han indrømmede, at han med en kniv havde truet personale i forretningen til at udlevere et mindre kontant beløb.

Den 21-årige er i dag blevet fremstillet i grundlovsforhør i retten i Esbjerg og blev af dommeren fængslet i fire uger.

– Vidnerne gjorde det helt rigtige, siger lederen af Lokalpolitiet i Ribe, Jacob Ulvedal Andersen. De var opmærksomme, observerede og fulgte efter på afstand, så vi kunne anholde røveren. Den slags hjælp fra borgerne er helt uvurderlig for os.

(Foto: politi.dk )