De sidste to weekender har Erritsø Idrætscenters haller været fulde af forventningsfulde fodboldspillere og familier. Hele 335 hold og i alt 2000 børn deltog i EGIF CUP 2018.

Det er lørdag morgen og klokken er ikke slået 8.00 endnu. Normalt skulle jeg drikke morgenkaffe, nyde aviser og rundstykker. Men sådan er det ikke denne weekend. Solen er endnu ikke stået op, det blæser og regner, da vi parkerer bilen på parkeringspladsen. Heldigvis er vi kommet i god tid, så vi kan holde tæt på, hvilket normalt ikke er et mål, men i det vejr her, gør det ikke noget. To af mine piger skal deltage i EGIF CUP for holdsamarbejdet Fredericia KF. Jeg har stadig lidt kaffe i koppen, jeg tog med hjemmefra til køreturen for at vågne helt op.

EGIF CUP 2018
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

I forhallen står holdkammeraterne klar, flere af pigerne gnider stadig øjne – det er ikke kun tidligt for mig. Selvom vi, hver dag står op til hverdagens trommerum, så er kroppens weekendrutiner milevis væk fra dagens begivenheder.

Vores piger har også nået en alder, hvor de normalt spiller lidt senere på dagen, men ikke i dag, for EGIF har formået via frivillige kræfter at banke et hyggeligt stævne op med masser af fodboldglade mennesker, som glædeligt tropper op i de to weekender cuppen løber af stablen. I hal hører man lyden af kaffekander, der skrues op og få sekunder senere sendes den behagelig lyd af rindende kaffe mod øregangene.

Jeg taler med Sanne Kjær, som er en af arrangørerne, inden vi går i gang. Hun sidder klar med sedler og systemer til de mange frivillige, trænere og ledere. ”Har du set vores tombola”, siger hun og fortsætter: ”Der skal du gå ud. Så støtter du os – og der er masser af fede præmier.”

EGIF CUP 2018
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Jeg har egentlig overtaget en tjans ved dommerbordet fra min hustru, og går derfor til en anden hal, men her sidder allerede to unge drenge, som ikke har tænkt sig at lade mig styre dommerbordet. ”Det klarer vi,” siger de.

I stedet går jeg rundt mellem de to haller, som der spilles fodbold i. Piger og drenge knokler løs – og der bliver gået til stålet. Banderne, som kan man kender fra indendørs fodbold, bliver brugt flittigt. Bang, bang og mere bang, lyder det – og det man selv husker fra fodboldtiden, går igen. Spurten fra det ene mål til det andet, og så retur igen, det kører sin egen kontinuerlige rundesang – som giver røde kinder og snappen efter vejret.

Et lokalbrag mellem Fredericia fF og EGIF er i gang på banen. Drengene spiller med vidt forskellig taktik. FfF’erne brager af sted, mens EGIF vælger tiki-taka-stilen – og indendørs ser man hurtigt skidt ud, hvis man løber rundt som hunde efter bolden. EGIF vinder dog kun 2-1 – og drengene puster ud.

EGIF CUP 2018
Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Næste række er ved at gøre klar. Lyset slukkes i Erritsø Idrætscenters hal 1. Den legendariske EGIF-stævnestemme, jeg husker fra de foregående år, (FC Fredericia har en potentiel fodboldspeaker her) byder holdene personligt velkommen med geografiske referencer – og naturligvis er det ”heltene” fra EGIF, der kommer ind, og vores lokale venner fra Fredericia KFUM og Smukfests Skanderborg.

Fire timer senere kører vi hjem fra Erritsø Idrætscenter. Pigerne har ikke vundet noget, men det gør ikke noget, for det sociale arrangement spillede til perfektion og de er vildt glade for den personlige præmiepose, de har fået. ”Wow, en ”Powerbank”,” siger Amalie og Mille. ”Jeg skal sætte min til, når jeg kommer hjem,” siger de begge i kor og knasker løs på de chips, der også var i gaven. Chipsene skylles ned med en halv liter Rynkeby appelsinjuice.

Sanne Kjær var også begejstret for stævnet, da jeg ringer til hende et par dage efter sidste omgang.

”Det har været fantastisk. Først og fremmest har atmosfæren været unik. Det er ikke kun sportsligt set, men særligt det sociale aspekt, der er alfa omega i foreningslivet. Vi har haft så mange børn forbi, og stemningen har været helt speciel. Indløb, lys, røg og masser af fodbold. Alle har været glade og man går ligesom rundt og ”skubber” lidt til hinanden i omgivelserne. Vores tombola var også en stor succes, og ikke mindst EGIF-chancen, hvor man kunne vinde de helt store præmier fra blandt andet Fredericia Teater, et hotelophold  og andet godt. Jeg vil takke alle for deres indsats – det har været så fedt i år,” fortæller Sanne Kjær.

TAK til EGIF for et fint stævne.