Midt- og Vestjyllands Politi og NC3 har i tæt samarbejde med blandt andet norsk og finsk politi efterforsket et større omfang af nationale og internationale DDoS angreb. En mand fra Silkeborg er sigtet i sagen.

Cyber-angrebene har været rettet mod både offentlige og private hjemmesider og var alle med hvalaktivisme og dyreaktivisme for øje.

Som et resultat af efterforskningen har Midt- og Vestjyllands Politi torsdag den 25. august anholdt en 20 årig mand bosiddende i Silkeborg Kommune, der under de foretagne angreb benyttede navnet ”RektFaggot”.

Han blev sigtet for hindring af rådighedsret jf. straffelovens § 293, stk. 2. og forstyrrelse af driften af informationssystemer jf. straffelovens § 193.

Efter afsluttet ransagning og afhøring blev manden løsladt.

– Under hensyn til den videre efterforskning gives der p.t. ikke yderlig oplysninger i sagen, oplyser politiet.

FAKTA OM DDoS angreb

Et DDoS (Distributed Denial of Service) angreb er et ondsindet forsøg på at lukke et websted eller web-server ned ved at belaste dennes båndbredde. Hackere kan arrangere et angreb via fjernadgang ved at instruere en gruppe af inficerede computere kendt som botnets til gentagne gange at kontakte en webside eller server. Hackere kan bruge malware og trojanske vira til at bringe pc’er i et botnet. Denne pludselige vækst i web-trafikken kan forårsage at en hjemmeside arbejder langsommere eller lukker helt ned.