Pensionistforeningens ca. 150 bridgespillerne har nu har afsluttet efterårets bridgeturneringer, og er ved at gøre sig klar til at gå på juleferie.

De mange spillere har været fordelt på 6 turneringshold, og der har været spillet bridge på alle ugens 5 hverdage – både formiddage, eftermiddage og aftener.

Men inden juleferien venter, skal der julehygges, idet de enkelte hold hver for sig markerer afslutningen med ”hyggebridge”, lidt god spisning og hyggeligt samvær.

– Det har været en rigtig god og vellykket turnering, der nu er afsluttet, fortæller Lis Nielsen, der har det overordnede ansvar for Pensionistforeningens bridgespil.

– Godt nok er samværet alt afgørende for spillerne, der alle er i den modne alder, men konkurrencegenet sidder dog i dem alle, fortsætter Lis Nielsen.

Efter hver spillerunde er resultatet gjort op, og deltagerne har løbende kunnet følge placeringerne, indtil det endelige slutresultat har forelagt – efter sidste spilledag.

– Selvom deltagerne er godt oppe i alderen, så er der rigtig mange af dem, der har taget it-teknologien i anvendelse, idet de løbende har fået resultaterne rundsendt via mail – og det er jo rigtig flot, siger Lis Nielsen.

Har slutresultatet ikke været helt som ønsket, så har glæden dog været, at kunne være sammen med andre ligestillede i nogle hyggelige timer.

På flere af turneringsholdene har der været spillet i to rækker – en grøn og en rød række, og ved at rykke spillerne op og ned mellem de to rækker efter opnåede resultater, så sikres det, at spillerne møder hinanden på nogenlunde samme spillemæssige niveau.

Nu holder bridgespillerne så jule- og nytårsferie, inden det igen går løs fra og med 3. januar 2018.