Nu nærmer kommunalvalget sig. Derfor har EjendomDanmark – ejendomsbranchens fælles organisation – samlet 14 forslag til kommunalpolitikerne, der vil sikre endnu bedre byrum, boliger, kontorer og erhvervslokaler ude i kommunerne.

Vores børn, vores ældre, vores idrætsfaciliter, vores byrum. Listen er lang med områder, som kommunen har ansvaret for. Og kommunens ageren har også betydning for ejendomsbranchen. Det er i samspillet mellem de to, at der kan findes rum til mange af de projekter, der gør kommunen både grønnere, rigere og mere attraktiv.

”Vores bygninger er rammerne om vores liv. Det gælder særligt i det nære; nemlig kommunerne. Lokalpolitikerne spiller en nøglerolle i at sikre gode vilkår for både livet og væksten ude i kommunerne,” siger adm. direktør Jannick Nytoft, EjendomDanmark.

Organisationen har udarbejdet et katalog med 14 forslag til netop lokalpolitikerne, så de kan sikre sig, at de har optimale vilkår for at udvikle ejendomme og byrum. Eksempelvis kan lange behandlingstider på byggesager give store udfordringer for alle parter:

”Det har stor betydning for både nybyggeri og renovering, om man skal vente i for lang tid på en byggetilladelse. Det kan eksempelvis være arbejdet for at sikre de kommende senior- eller studieboliger, der går unødigt i stå, fordi det tager måneder – hvis ikke år – at behandle en byggesag. Jeg håber derfor, at både politikerne selv og deres vælgere, hvis de skal hjælpes på vej, kan finde inspiration i kataloget,” siger Jannick Nytoft.

Forskellige kommuner – forskellige situationer

De enkelte kommuner har også forskellige udgangspunkter. Dækningsafgiften, der er en særskat rettet mod virksomheder, bliver langt fra opkrævet i alle kommuner. Derfor er det oplagt, at den også forsvinder i de kommuner, der stadig holder fast i den:

”Der er heldigvis en tendens til, at afgiften sænkes eller sløjfes i nogen kommuner, men flere burde følge trop. Det er ulogisk for mange, at du skal betale en ekstra skat i den ene kommune, men sætter du dig ind i bilen og passerer den rette kommunegrænse, kan du slippe for den regning,” siger Jannick Nytoft.

Desuden er der hele rammen om lejeboligmarkedet, der også varierer fra kommune til kommune. Forskellige valg af, hvilken lovgivningstype der skal være gældende, har også en effekt.

Det vigtigste værktøj er dog, at politikerne er lydhøre over for deres lokale erhvervslivs input til, hvordan der skabes bedre rammer:

”Har kommunen en tæt og løbende dialog med dem, der står for den egentlige udvikling af kommunens byer og landområder, er det langt mere givende end de steder, hvor der styres ud fra regneark på rådhuset. Dialogen er den rette vej til at løse de lokale problemstillinger, for ejendomsejerne har en stor aktie i at sikre sig, at deres lokalområder fortsætter med at være attraktive for både borgere og erhvervslivet,” siger Jannick Nytoft. 

Skriv en kommentar