I weekenden blev der afholdt McDonald’s Indoor Liga Cup, som var arrangeret af Fredericia KFUM og Dalum. I alt deltog 136 hold i stævnet, der sluttede af med en konfettiregn, som du kan se i et indslag Fredericia AVISEN har lavet.

Det er blevet en tradition, at Fredericia KFUM og Dalum samarbejder om at afvikle stævner. I Fredericia har man i Fredericia Idrætscenter et stort halkompleks, der kan rumme de mange deltagere, og i Dalum er de gode til det med at arrangere store stævner.

I weekenden var det U10 og U11-holdene, der løb på banen efter, at der havde været en fælles indmarch i thansen ARENA lørdag klokken 09:30. Lørdag var der kampe frem til klokken 17:30, og efterfølgende var der mulighed for at tage en tur i svømmehallen og badeland til at ”bløde op” efter en hård dag.

Der var gang i alle hallerne i Fredericia Idrætscenter. Her er vi inde i hal 2. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Søndag gik det løs fra klokken 08:00 og det blev afsluttet med placeringskampe klokken 15:00, og så var der tid til en fælles afslutning for alle holdene i hal 1. Hvert hold blev kaldt op på podiet, hvor alle spillerne modtog en pokal og blev hyldet af de stolte forældre og trænere, der så på.

F.C. København var blandt de deltagende hold. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Deltagerne til stævnet var alt lige fra et lokalt hold som Erritsø til Marienlyst, og til sjællandske klubber som Næstved, Lyngby og FCK. De hold, der skulle overnatte i Fredericia, ankom fredag aften og blev fordelt på fire skoler, hvor frivillige fra Fredericia KFUM sørgede for at løse de mange opgaver, der var i den forbindelse.

Der blev heppet på holdkammeraterne fra tilskuerpladserne. Her ses nogle engagerede Lyngby-spillere på lægterne. (Foto: Patrick Viborg Andersen / Fredericia AVISEN)

Efter at have spillet minimum ti kampe fordelt over de to dage, så kunne holdene drage hjem med en stærk weekend i fodboldens tegn.

Se her flere billeder fra stævnet:

http://fredericiateater.poweredbyintegra.dk/oversigt.aspx?filmid=155&forestillingid=&internetserial=&webkode=&err=&

SKRIV EN KOMMENTAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her