Torsdag den 4. februar 2021 rundede produktionen fra havvindmølleparken Horns Rev 2 de astronomiske 10 milliarder kilowatt-timer.

Siden H.K.H Kronprinsen i 2009 indviede Ørsteds havvindmøllepark Horns Rev 2, har de 91 møller i parken omsat vindens energi i det 35 km2 store område, parken dækker, til at producere 3 % af det samlede danske elforbrug.

H.K.H. Kronprinsen idriftsatte den 17. september 2009 havvindmølleparken Horns Rev 2 under overværelse af Danmarks daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, og Ørsteds daværende bestyrelsesformand, Fritz Schur.

Horns Rev 2 er placeret i Nordsøen 30 km vest for Blåvandshuk og var ved indvielsen i efteråret 2009 verdens største havvindmøllepark med en samlet produktionskapacitet på 209 MW. Dengang var forventningen, at parken ville levere grøn energi svarende til 200.000 husstandes årlige elforbrug.

En exceptionel god placering
Men Horns Rev 2 har overgået forventningerne, forklarer Allan Due Overbeck, der er Head of Operations for Horns Rev 2:

“Siden 2009 har Horns Rev 2 sammenlagt produceret el svarende til mere end 3 millioner danske husstandes elforbrug i et år. Mere teknisk betyder det, at Horns Rev 2 over en 11-årig periode kan dokumentere en exceptionel kapacitetsfaktor på omkring 50 %. Det viser, at Nordsøen rummer et fantastisk vindpotentiale og er det helt rigtige sted at placere havvindmølleparker, da der er rigeligt med plads.”

Horns Rev 2 var samtidig den første havvindmøllepark, der var placeret så langt fra land og i et farvand med så høje bølger. Derfor var der allerede fra start stor fokus på kvalitet og logistik i designet af parken. Således er de 91 møller placeret i en vifteformation for bedre at udnytte vinden, og fundamentet er bygget af både stål og beton, så det er bedre rustet til at modstå de ekstreme forhold til havs. Endvidere blev der for første gang i historien installeret en beboelsesplatform i forbindelse med en havvindmøllepark.

Horns Rev 2 beviste, at det var muligt at producere havvind i stor skala langt fra land, og erfaringerne fra Horns Rev 2 har bidraget til at bringe omkostningerne på havets grønne strøm ned, så europæiske havvindprojekter, der besluttes i disse år, er fuldt ud konkurrencedygtige med strøm fra fossile energikilder.

Horns Rev 2’s drifts- og vedligeholdelsesorganisation har base i Esbjerg og omfatter ca. 40 medarbejdere.

Allan Due Overbeck siger: “Vi har fra start skullet tænke nyt og udvikle nye måder at arbejde og tilrettelægge service og vedligehold på, da parken ligger 90 minutters sejlads fra basehavnen i Esbjerg. Engagerede og dygtige medarbejdere har været med til at sikre, at vi til stadighed kan opretholde en høj rådighed, samtidig med at vi opretholder en høj sikkerhedsstandard.”

Den største produktion fra havvindmølleparken finder sted i de kolde og blæsende vintermåneder, hvor også elforbruget i Danmark er størst. Måned for måned er der dog store variationer i vindforholdene på Nordsøen. Den hidtidige produktionsrekord blev opnået i januar 2014 med 135.399.000 kWh, mens produktionen i en normal vintermåned ligger på ca. 90.000.000 kWh.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer