McDonald’s den 1. januar er blevet en klassiker for mange, der er godt ramte efter en vild nytårsaften. Det mærker McDonald’s på Vejlevej i stor stil.

Det er d. 1. januar. Fredericia Avisen er taget på McDonald’s på Vejlevej. Der er endnu ikke mange mennesker i restauranten ved 13-tiden, da vi ankom. Enkelte unge har taget plads, mens der også er børnefamilier.

Men der kommer run på senere, det er der slet ikke nogen tvivl om og er McDonald’s Vejlevej også forberedt på.

”Jeg har taget brød ud til at sælge 3.600 cheeseburgere, og det er altså bare cheeseburgere. Alt det andet som Big Mac og Big Tasty kommer ved siden af.  Sidste år havde vi 1160 gæster og 84 biler i den bedste time. I forhold til en ganske normal dag er det både en fordobling af gæster og indtjeningen, så det er en af årets klart vigtigste dage for os,” siger restaurantchef Martina Sjöholm og oplyser, at målet i år er at få 90 biler igennem drive-in på én time.

Hvordan er det at få medarbejdere på arbejde sådan en dag her?

”Det er mega fedt. De er meget motiverede, og der er en rigtig god stemning. Det er selvfølgelig lidt hårdt for nogen at arbejde d. 1. januar, men det plejer at gå og folk plejer at kunne styre sig så de er klar til at arbejde. Alle er glade for deres arbejde og møder derfor topmotiverede op og klar til at slå rekorder d. 1. januar,” fortæller Martina.

To medarbejdere mødte allerede ind klokken 6:00 mandag morgen, og havde formentlig ikke været i seng. Det var dog ikke Martina selv, siger hun med et grin og oplyser, hvornår der kommer flest mennesker d. 1. januar.

”Der er klart mest run på fra 17:30 – 18:30-time. Folk begynder så småt at dukke op ved 13-tiden, når de er ved at være vågne og nogenlunde friske igen, efter en hård nat og så fortsætter der med at komme en del mennesker til omkring 20-tiden,” forklarer Martina, som har 27 på arbejde i den travleste time

D. 14. december åbnede McDonald’s på Vejlevej igen med et ny koncept, som der kan læses mere om her. Hvordan det kommer til at gå med det nye koncept d. 1. januar tør Martina ikke spå om

”Det er spændende hvordan det går med det her koncept, ja. Vi har kun haft åbent i 14 dages tid, så det er stadig 1000 farezoner, da det er nyt stadigvæk,” udtaler Martina.