Retten i Kolding idømte i går to litauiske mænd 1 år og 6 måneders fængsel for hæleri, dokumentfalsk, bedrageri og forsøg på det. De to mænd blev også udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år.

’Den 5. februar 2016 blev Sydøstjyllands Politi ringet op af et online auktionshus i Kolding, der fortalte, at der stod to personer, som forsøgte at afhente varer, der var købt på stjålne kreditkort. Politiet kørte til stedet, og de to personer blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør dagen efter og har så været fængslet siden,’ fortæller anklager Pernille M.A. Moesborg.

De to mænd var kommet til Danmark for at hente smykker, som fem andre mænd havde købt online på auktionshusets hjemmeside, og de havde fået fakturaer og fuldmagter med. Fuldmagterne var udstedt til en falsk identitet, som den ene havde et falsk ID-kort på.

De to mænd nægtede sig skyldige og forklarede, at de ikke vidste, hvad de skulle hente, eller at der var tale om noget ulovligt ved det.

’Retten mente dog ikke, at de to mænd kunne være i tvivl om, at der foregik noget kriminelt,’ forklarer anklager Pernille M.A. Moesborg og uddyber: ’Derfor blev begge mænd dømt efter anklageskriftet, og Retten lagde ved straffens udmåling vægt på beløbets størrelse, og at der var tale om organiseret kriminalitet, der var begået af flere i forening, samt at de to mænd kun var kommet til Danmark for at begå kriminalitet.’