En 48-årig mand fra Randers er i dag blevet idømt seks års fængsel i en omfattende sag om misbrug af børn, der begyndte ved retten i Randers i oktober sidste år. Den 48-årige var tiltalt i 12 forhold omhandlende misbrug af børn, medvirken til andres misbrug af børn, besiddelse og udbredelse af børneporno og forsøg på at anskaffe et spædbarn med henblik på seksuel udnyttelse.

– Jeg har noteret mig, at retten har erklæret sig enig i stort set alle tiltalepunkterne, og det er jeg selvfølgelig tilfreds med, men nu er sagen jo ikke endeligt afsluttet, idet den tiltalte har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke, så nu må vi afvente at se, hvad der sker herfra, siger anklager ved Østjyllands Politi, Morten Rasmussen.

Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om at idømme den 48-årige forvaring, men der blev i stedet tale om en fængselsstraf.

– Nu vil vi nærlæse dommen og se, hvad der ligger til grund for at idømme den tiltalte en fængselsstraf, inden vi forholder os til det videre forløb, siger anklager Morten Rasmussen.