Forside Middelfart Fortidsmindedag: Kom helt tæt på hemmelighederne i Staurby Skovs glemte gravhøje

Fortidsmindedag: Kom helt tæt på hemmelighederne i Staurby Skovs glemte gravhøje

DEL
(Foto: Middelfart Kommune )

Den 30 april er det fortidsmindernes dag. Her kan du få et unikt indblik i hemmelighederne, der gemmer sig i Staurby Skovs “glemte gravhøje”. Fortidsmindernes dag er et arrangement, som foregår over hele Danmark. For Odense Bys Museum var det oplagt at vælge Staurby Skov som dagens attraktion. Det skriver Middelfart Kommune i en pressemeddelelse.

–  Der er rigtig mange spændende fortællinger i skoven. Blandt andet de to gravhøje, som vi for nylig har opdaget og registreret. Vi håber, at dagen kan være med til at vække folks nysgerrighed i forhold til de fortidsminder, som folk normalt ikke besøger. Der gemmer sig nemlig mange spændende hemmeligheder, som det er spændende at gå på opdagelse i. I Staurby Skov kan fortællingen om gravhøjene være med til at give gåturen i skoven en ekstra dimension, siger Michael Borre Lundø fra Odense Bys Museer.

Det er naturligvis fortidsminderne og historien, der er i fokus på dagen. Men på skovvandringen bliver fortiden også knyttet sammen med de fremtidsplaner for skoven, som borgere, foreninger, kommune og politikere er i gang med at udvikle sammen.

–    Det bliver en spændende vandring gennem tiderne, der vil tage os fra bronzealderen op til tiden, hvor bønderne siden middelalderen brugte skoven og frem til da Nordvestfynsbanen var i brug. Vi håber, at mange har lyst til at opleve den skovperle, der er blevet åbnet op for os, og hvad den byder på ud over natur og rekreative muligheder, siger Peter Storm.

Turen rundt i skoven afsluttes kl. 12 ved en af de “glemte” gravhøje, der lige nu ligger skjult i skoven. Her står skovaraejderne klar med motorsavene, så børn og voksne kan se, hvordan de arbejder. Som et led i Middelfart Kommunes fortidsmindepleje skal højene ryddes for tæt granbevoksning – så skovens gæster igen kan beundre højen. Sådan som det netop var tiltænkt, da den blev bygget for over 3.000 år siden.

Så tag madpakkekurven eller kaffen med og kom til en historisk god dag i Staurby Skov. Og har du lyst til at prøve egetræskisten, så bliver der også mulighed for det.

Tidspunkt: 30. april kl. 10.00-14.00
Mødested: Gravhøjen syd for den gamle banesti – følg skiltene.
Parkering: Strib Idrætsefterskole, Staurbyskovvej 6, 5500 Middelfart

Program:
10-11: Fortælling om gravhøjene i Staurby Skov
11-12: Historisk rundtur i skoven med start fra den store gravhøj syd for banestien
12-13: Fældning af træer på gravhøj
13-14: Retur til gravhøjene og mulighed for at tage historisk selfie i egetræskisten.

Få lokale nyheder direkte på Facebook:
Kolding - Vejle - Middelfart - Fredericia
DEL