Forside Fredericia Europapremiere på ny dokumentarfilm om ME-sygdommen, UNREST

Europapremiere på ny dokumentarfilm om ME-sygdommen, UNREST

DEL
På billedet ses tre hovedpersoner på filmen, Karina Hansens mor, Ketty Hansen, Jennifer Brea og Stig Gerdes. (Foto: Bente Stenfalk )

I går, d. 17.3.17 var der europapremiere på Jennifer Breas dokumentarfilm om ME, myalgic encephalomuelitis, en fysisk udmattelsessygdom, som forstyrre energioverførslen på celleplan.

Premierefilmen vistes på Dagmar i Kbh. og salen var fuld. Den vises to gange mere på søndag og på onsdag.

Det var en fin film om den følelsesmæssige ’ruchebane’, man kommer igennem, når man bliver ramt af en invaliderende sygdom.

Jennifer Brea, Ph.d. studerende ved Harvard Universitetet, havde været udvekslingsstudent i Kina, havde besteget bjerge og havde dykket ved koralrev inden sygdommen ME indhentede hende efter 6 infektioner.

Filmen beretter meget fint om den sorg, som rammer en, når man opdager, at man ikke kan deltage i livet, som man kunne før. Det er en sorg så stor, så den næsten er ubeskrivelig, hvilet filmen formåede at vise gennem mange meget personlige klip, hvor Jennifer Brea og hendes mand talte om livet før og efter sygdommen.

Jennifer Brea syntes, at ikke blot hendes liv var blevet ødelagt af sygdommen, men at hun også ødelagde hendes mands liv, fordi hendes sygdom begrænsede han udfoldelsesmuligheder og hans mulighed for at rejse og gøre ting, som han gerne ville og for at f.eks. få børn.

Men filmen gav også udtryk for Jennefer Breas dybe taknemmelighed for stadig at være til, og den gav udtryk for hendes glæde ved de korte øjeblikke, hvor hun kunne deltage i livet og ved naturen, som kunne gøre hende helt rørt. Samme glæde viste sig hos en patient, som havde være sengebunden i årevis, som forestillede sig rejser gennem verdens flotte natur i sin fantasi.

Sygdommen ME er uberegnelig for den ramte. Den kan vise sig ved total udmattelse til næsten normal aktivitet en kort tid. Man kan f.eks. godt give et fast håndtryk og man kan mande sig op til f.eks. at gå til lægen eller deltage i familiebegivenheder. Men efterfølgende vil man som regel skulle ’betale’ for det med ’ekstra’ udmattelse. Filmen beskrev det ved sammenligningen med afladede batterier.

Livet med ME bliver noget man må lære. I gode perioder kan man gøre mere end ellers, hvilket Jennifer Brea også kunne. I perioder kunne hun gå korte strækninger. Hun kunne i perioder interessere sig for helbredende medicin, men fandt dog ikke rigtigt noget, som hjalp i længere tid.

Men hvad gør man, hvis man må ligge meget længe i sin seng? Jennifer Brea opsøgte ME-syge mennesker på sin PC overalt i verden, som også lå hjemme i deres senge. Med Internettet var det muligt at oprette et internationalt netværk, hvor de syge kan se hinanden, tale sammen, udveksle erfaringer og støtte hinanden, hvorefter ideen om at lave en film om alle de ’forsvundne’ Me-syge mennesker dukkede op.

Ved enorm viljestyrke og et par dygtige film-folk kunne det lade sig gøre. Filmen indeholder en mænge klip fra andre ME-syges liv, hvor man kan se hvordan tidligere aktive samfundsborgere lider samme skæbne. Man får også indblik i omverdenens blik på sygdommen, hvor de fleste pårørende godt ved, at der er invaliderende fysisk sygdom på spil.

En enkelt ægtemand tvivlede dog på sin kone og forlod hende, fordi han troede, at hun så ville rejse sig fra sengen og passe sit hjem. Først da datteren også blev ramt af sygdommen, troede han på hende, fortrød og vendte hjem til hende og børnene.

Og det er præcis det, den syge står overfor, ikke at blive troet. Men hvor sandsynligt er det, at mødre med børn eller aktive unge mennesker med livet foran sig aktivt vælger at lægge sig i en seng og lade livet passere?

I Danmark er der en fasttømret ide om, at det netop er det ME-ramte gør, især i psykiater-kredse, hvor man har vedtaget, at sygdommen ME hører til i kategorien funktionelle lidelser, en psykiatrisk sygdom og en samlebetegnelse for en masse fysiske sygdomme, som psykiaterne mener kan kurerers eller bedres med mindfulness, kognitiv terapi, fysisk træning og psykofarmaka, men intet kunne være mere forkert.

Dette ses i de danske psykiateres forsøg med patienten Karina Hansen, som blev offer for den tænkning. Hun blev tvangfjernet fra sit hjem, tvangsbehandlet på Hammel Neurocenter, og bosat i et hjem for hjerneskadede og fortsat tvangsbehandlet i 4½ år, men hun er ikke blevet rask af psykiaternes behandlinger, tværtimod, så er hun mærket af det chok, det var at blive fjernet fra sit liv og isoleret fra venner og familie. Isolationen var et led i ’behandlingen’, for psykiaterne ville undgå, at forældrenes negative holdning til den påtvungne psykiatriske behandling skulle påvirke deres behandlinger af patienten.

Danmark udstilles i filmen for den stupide og fakta-benægtende behandling af Karina Hansen. Forældrene fortæller om, hvordan overgrebet føltes for dem. Man bliver meget berørt af det skete, og der er ingen tvivl om, at Karina Hansens menneskerettigheder er blevet overtrådt, og politikerne bør se filmen og forhindre, at den slags overgreb kan ske igen.

Hvorfor skete det, spørger man sig selv. Psykiaterne, Regionen, embedsværket, Sundhedsstyrelsen og daværende sundhedsminister Astrid Krag lider tilsyneladende af en magtarrogance, som tilsidesatte deres evne til at se det syge menneske. Og deres stædige fastholden af at ME er en psykiatrisk sygdom forhindrede dem i at behandle Karina Hansen som det fysisk syge menneske hun var og er. Jeg håber inderligt, at filmen vil flytte tanker og viden om ME-sygdommen, så tilsvarende overgreb, som er sket på nøjagtigt samme måde over hele verden af psykiatere og sundhedsvæsener med nøjagtigt den samme tyrkertro på egen ufejlbarlighed, ikke sker gen.

Filmen indeholder også klip nye klip med læge Stig Gerdes og klip fra Høringen om Funktionelle Lidelser, hvor daværende formand for Sundhedsudvalget, Karen Klint, forsøger at forhindre Stig Gerdes i nævne Karina Hansen. Men man viste ikke i filmen, at psykiater Per Fink fik lov til at nævne adskillige enkeltsager, og han ville endda have vist en lille film med 2 enkeltsager med navngivne personer, hvilket dog mislykkedes, fordi filmen var fjernet fra nettet. Modstanden imod borgere, som ikke tror på psykiaternes fortolkning af sygdommen er stor, så stor, at man i Folketinget tillod åbenlys forskelsbehandling!

Modstanden kommer også frem i de ellers mere sobre artikler, der er fremkommet i kølvandet på filmen. Men man overgiver sig ikke helt eller let. Politiken bragte en om emnet rimelig god artikel i går på premieredagen for filmen, men allerede i overskriften skrev man: ”Ny film om kronisk trætte: Deres celler i kroppen er syge – Lægerne og vennerne siger, de bare skal tage sig sammen” Den overskrift er tvetydig, og lader tvivlen herske. Hvor ville det være dejligt med artikler, der for en gangs skyld kunne bringe objektive syn på sygdommen uden at være fedtet ind i psykiater-anskuelser. Jeg forstår godt statens, regionernes, kommunernes og jobcentrenes interesse i at sygdommen ikke må findes, men at en avis ikke kan give en ny film den kredit, den fortjener, det er uforståeligt, med mindre det er for ikke at tabe ansigt i forhold til alle de mange andre artikler, avisen har bragt om emnet, som helt har givet udtryk for den psykiatrisk tilgang. Det kræver MOD at overgive sig for viden, når man stædigt i meget lang tid har holdt fast i behændige myter.

Få lokale nyheder direkte på Facebook:
Kolding - Vejle - Middelfart - Fredericia